På vikingeskibsmuseet i Roskilde har du mulighed for at se de fem originale vikingeskibe, som blev udgravet i Roskilde Fjord i 1962. Disse næsten 1000 år gamle skibe er udstillet i Vikingeskibshallen, hvor de fremstår som mørke silhuetter mod den livlige baggrund af fjorden.
Museet ligger malerisk ved Roskilde Fjord og omfatter Vikingeskibshallen, en museumsø med bådeværft, værksteder og Café Knarr, der serverer ny nordisk vikingemad, samt museumshavnen, hvor vikingeskibe og nordiske træbåde ligger til kaj.
Her kan du også følge bådebyggerne på nært hold, mens de genopbygger vikingeskibe ved hjælp af rå muskelkraft og vikingetidens værktøj.
Som en helt særlig oplevelse kan du gribe om åren og få en smagsprøve på vikingernes liv til søs, når du sejler ud på fjorden i et ægte vikingeskib.